Nogle gange kommer virkeligheden og laver den vildeste glidende tackling på fantasien. Inden for en uge blev en planlagt portræt-episode forandret til et gravskrift. I skrivende stund er 1/3 af medarbejderne i Bestseller IT sendt hjem og 1/3 afskediget pga. Corona-krisen. Dermed er det slut med Bestseller IT ”as we know it”. Blandt de afskedigede er episodens hovedperson, Paul Skarregaard, der har været styrmand på Bestsellers ITs agile rejse. Dagens samtale er derfor bittersød: Paul, Ole og Katrine roder rundt i nutid og datid, stolthed og sørgmodighed, fagligt nørderi og vantro. Intet kan dog ændre på det faktum, at Bestsellers ITs agile transformation har været en af de mest konsekvente, modige og succesrige i Danmark. I denne episode får du indblik i de vigtigste læringer – lige inden tæppefald.